Søtorvet – Hvalsø
STED Hvalsø
BYGHERRE Søarkaden Hvalsø ApS
ARKITEKT Kullegaard Arkitekter A/S
INGENIØR Luccon
TOTALENTREPRENØR JJ Tømrer & Snedker A/S
STATUS Udført
formål
I forbindelse med den generelle områdefornyelse af Hvalsø Bymidte er der arbejdet med at skabe en sammenhæng mellem de steder i byen, hvor livet leves.
I forslaget for udearealerne omkring de nye bygningssæt og den eksisterende bebyggelse er der arbejdet med at skabe et kvalitetspræget og trygt bymæssigt udtryk, der tilgodeser de liberale erhverv og private boliger.
Den centrale gågade binder hele området sammen og skaber en styrket forbindelse mellem Hovedgaden, skolen og det rekreative område ved Skolesøen. Der skabes et torv-agtigt opholdsrum mellem Brugsen og de nye bygninger. Terrænspringet optages i et trappe- og rampeanlæg, der er med til at styrke oplevelsesværdien i området.
Beplantningen for både gågade, strøggader og taghave får en markant betydning for opfattelsen af de enkelte områder. Den skaber desuden en kobling til de landskabelige kvaliteter i nærområdet. Langs de nye bygninger differentierer beplantningen det offentlige- og private rum. Beplantningen er samtidig med til at skabe en vital og indbydende atmosfære i området.
Adgangsforholdene er tilstræbt at foregå så entydigt som forholdene tillader og med øje for tilgængelighed i et universelt design.
Skift i belægningen både som forskellige typer af belægning og som variation i retning er med til at øge den generelle oplevelsesværdi i området, sikkerheden og signalere henholdsvis gående og cyklende færdsel.